J A N   V A L E U R S   H J E M M E S I D E



Hovedmenu

Genealogi

Johannes Meller Valeur

7. generation: Johannes Meller Valeurs syvende barn med Ane Nicolette Brorson Lund:

Johannes Meller Valeur, født 17. juni 1852 i Vitten, Sabro herred, Århus amt, døbt 26. juli, konfirmeret 28. april 1867 i Haldum Kirke, død 8. november 1913 i Langå, Middelsom herred, Viborg amt, begravet 14. november i Langå.
Student fra Århus 1870, cand. theol. 1877, lærer ved Fåborg realskole, personlig kapellan i Dannemare og Tillitse 1880, sognepræst for Søllested 1883, for Holmsland, Gammel- og Nysogn 1886 og for Langå, Thorup og Vinge 1892.

Med sin tjenestepige Julie Severine Hansen, født 25. december 1860 i Rødby, hjemmedøbt 31. januar 1861, død 11. december 1893 i København, datter af handskemager og senere bager i Rødby Matthias Hansen og hustru Maren, født Adamsen, har Johannes Meller Valeur en søn:
1) Johannes Hansen, født 23. december 1885, død 26. august 1973.

Det blev Julie Severinge Hansen, som kom til at tage sig af sønnens opvækst, og Johannes Meller Valeur har kun mødt sin søn som voksen en enkelt gang, hvor sønnen opsøgte ham efter en gudstjeneste i Langå.

~ 19. maj 1885 i Århus Domkirke med Caroline Marie Froe Biering, født 24. november 1866 i Vor Frue sogn i Århus, hjemmedøbt 9. marts 1867, dåben publiceret 1. juli i Vor Frue Kirke, konfirmeret 1. oktober 1882 i Vor Frue Kirke i Århus, død 30. september 1946 i Skolegade i Ribe Domsogn, begravet 6. oktober på Langå Kirkegård. Datter af prokurator Halvor Nicolai Biering og hustru Gunhild Johanne, født Hinge.
Plejebarn:
2) Ane Lauridsen, født 11. juli 1891, død 10. juli 1966.

I et brev dateret 14. februar 1947 giver pastor Axel Niels Ludvig Kellermann Langer i Langå denne karakteristik af Johannes Meller Valeur:

Det synes, at Pastor Valeurs Kraft var brudt i væsentlig Grad, allerede før han blev 50 Aar gl. I de sidste 4 Aar han levede havde han Hjælpepræst. Pastor V. har Ord for at have været en fremragende Taler, i Særdeleshed ved Begravelser. Ikke uden Stolthed ved de gamle at berette, at Broderen (vistnok Provst V.) ved Past. V i Begravelsen nævnte, at J.M.V. var langt den bedst begavede af Brødrene fra Vithens Præstegaard.

Den nævnte hjælpepræst var Axel Christian Samson, der efterfølgende blev sognepræst for Fuglse og Krønge på Lolland. Et noget andet eftermæle af Johannes Meller Valeur giver præstehistorikeren Paul Nedergaard i “Dansk Præste og Sognehistorie VI, Viborg Stift”, hvor han skriver:

Pastor J.M. Valeur var af gammel præsteslægt, han mindes som en “ringe” præst. Han var uden partipræg og tog ikke del i det IMs liv, som i disse aar voksede frem. Hans navn blev draget frem i 1959, da hans søn, minister Johs. Kjærbøl udgav sin erindringsbog “I modvind og medbør”. Kjærbøl skriver, at “præsten var jævnligt paa den stedlige kro (dette bestrides bestemt af beboerne i Langaa), og hans stilling i sognet var ikke særlig estimeret".

I sin erindringsbog undskylder Kjærbøl i øvrigt mere sin fader end han angiber ham, og Kjærbøl skriver flere gange om sin stadige tillid til “et naadigt forsyn”.

Anvendt kildemateriale:
Kirkebøger
Ove Janus Valeur & Peter Valeur: Slægten Valeur i Danmark og Norge (1949)
Personalhistorisk Tidsskrift
Paul Nedergaard: Dansk Præste og Sognehistorie VI, Viborg Stift
Danmarks Præstehistorie 1884-1911



Johannes Meller Valeur
(Billede fra "Slægten Valeur i Danmark og Norge")